Content area

|

test at testmiljø

En bygning
Forfatter(e)
tsk

Tiden omkring 1900 var en brydningstid – i sundhedsvæsenet som i samfundet. Opdagelsen af de sygdomsfremkaldende bakterier havde revolutioneret lægevidenskaben på måder, der vendte op og ned på alle tidligere forestillinger. Ikke mindst krævede de nye tider nye hospitaler.

I 1853 havde en koleraepidemi hugget voldsomt ind på Københavns befolkning. Over 7.000 døde, og byens hospitaler havde vist, at de slet ikke kunne leve op til de krav, som en omfattende og dødelig epidemi stillede. Denne erkendelse havde resulteret i opførelsen af Københavns Kommunehospital, der ved indvielsen i 1867 var Europas mest avancerede og lå i landlige, grønne omgivelser i god afstand fra den overbefolkede indre by.

Forældet og klamt

Men ”det første” Rigshospital – Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade – var fortsat en skandale. Hospitalet, som var indviet i 1757, var ganske vist et af Københavns fineste rokokobyggerier, men det var nedslidt og fugtplaget, og der var skrigende behov for udvidelse – og det var umuligt pga. den indeklemte beliggenhed i Frederiksstaden.

Ikke mindst hospitalets hygiejniske standard var en torn i øjet på det moderne gennembruds læger. Reservemedicus (og senere medicinaldirektør) Knud Faber beskrev elendigheden i Hospitalstidende i 1895. Her fortæller han for eksempel om forholdene i de tekøkkener, hvor man tilberedte maden til patienterne, men også opbevarede ting, som bestemt ikke hørte hjemme der:

»Paa et lille Komfur varmes Vand, Mælk, Havresuppe, laves Te, Kaffe, Chokolade etc. til alle fire Stuers Patienter; ligeoverfor Komfuret findes en endnu mindre Vadsk, hvori afvadskes alle Patienternes Tallerkener, Kopper, Skeer, Gafler etc., men tillige Spyttekrus og Uringlas (!). Vadsken læner sig op til Væggen paa det ene af de to Klosetter, som man med sjælden Omsigt har anbragt i Køkkenet«.

Allerede i 1872 havde hospitalets direktion fremsat forslag om en større ombygning af det forældede og fugtplagede hospital. Regeringen havde godkendt idéen, men så var den strandet ”paa Grund af den kort efter indtrædende Prisstigning paa Byggematerialer”, som Ugeskrift for Læger bemærkede i 1895.

Også et forslag om at flytte hospitalet og den tilhørende Fødselsstiftelse var strandet – men i det mindste var der i 1881 blevet nedsat en ministeriel kommission, bestående af landets mest fremtrædende læger, der bl.a. skulle overveje udflytning. De nåede dog frem til, at der udmærket kunne bygges nyt på den eksisterende grund i Bredgade.

Godt – men for småt

I 1892 blev en ny kommission nedsat – nu med professor Asger Stadfeldt som eneste lægelige medlem. Og kommissionen anbefalede udflytning til helt nye bygninger på et 20 tønder land stort areal, som stat og kommune stillede til rådighed på Blegdamsfælleden. Trods bakteriologiens gennembrud herskede der endnu en vis tro på, at såkaldte ”miasmer” – skadelige atmosfæriske forhold – kunne generere epidemiske sygdomme. Det er formentlig forklaringen på, at det nye hospital skulle ligge adskilt fra det allerede eksisterende Epidemihospital (hvor Panuminstituttet ligger i dag) af et 200 alen bredt bælte (som i dag giver plads til Amorparken og Tagensvej).###RH 1965 - landscape###

Kommissionens forslag blev hilst med begejstring i Ugeskriftet. Forslaget rummede nemlig alle de tre institutioner i Frederiksstaden, der siden midten af 1700-tallet havde udgjort hovedstadens og kongerigets sundhedsolymp, hvad medicinsk og kirurgisk forskning og uddannelse samt fødselshjælp angik: ”Endelig foreligger der da en Betænkning angaaende Flytningen af Frederiks Hospital, Fødselsstiftelsen og det gamle kirurgiske Akademi”, konstaterede Ugeskriftet.

Den eneste anke var, at der skulle proppes for mange bygninger ind på arealet, så der blev ”mindre Adgang for den friske Luft”. Og ikke mindst ville det ikke levne plads til fremtidige udvidelser: ”Lægevidenskabens, specielt Hygiejnens, Udvikling vil sikkert ogsaa i Fremtiden medføre, at der vil blive stillet Krav om ny Bygninger”.

Men når det var sagt, måtte Ugeskriftet alt i alt erklære sig godt tilfreds med forslaget. Tilbage var kun at håbe, at regeringen ville bevilge de 5,5 millioner kroner, som hele byggeriet ville koste.

Desværre kom det til at trække ud med projektets virkeliggørelse – blandt andet på grund af en langvarig forfatningskamp mellem partierne i Rigsdagen. Derfor kom den endelige beslutning om at flytte rigets hospital ud til Blegdamsfælleden først i 1903.

Ifølge formålsparagraffen skulle adgangen til hospitalet være ”lige for Befolkningen saavel fra Landet som fra Byerne”. Hospitalet skulle levere forskning og undervisning og skulle sortere direkte under staten og Undervisningsministeriet – da der ikke fandtes et sundhedsministerium.

Overhalet af hastig udvikling

Selv om det nye hospital blev opført efter de mest moderne arkitektoniske principper, var der en reference til forgængeren i Bredgade: I midten af det store, nye kompleks var et parkanlæg – en ”grønnegård” – i stil med den, der fandtes (og findes) i Bredgadehospitalet, der nu rummer Designmuseum Danmark.

Sengeafdelingerne havde til huse i hvide pavillonbygninger med rigelige mængder frisk luft og en afskærmet have, der skulle beskytte patienterne mod de sygdomsfremkaldende miasmer. Og selv om miasmer som ætiologisk forklaring på epidemiske sygdomme nu omsider var manet i jorden af bakteriologien, fastholdt man det grønne bælte i forhold til Epidemihospitalet i det nye projekt.

Da ”det andet” Rigshospital blev indviet i 1910, var det allerede på vej til at blive overhalet af den nye viden om bakteriologien, den tiltagende specialisering og de hurtige teknologiske fremskridt, der krævede mere funktionalistiske løsninger. Pavillonbyggeriet, der skulle sikre lys og luft til patienterne, var ikke funktionelt. Der var for stor afstand mellem de nye specialer, sengeafsnit, operationsstuer og undersøgelsesrum.

Det varede derfor ikke mange år, før Ugeskriftets spådom – at der var afsat for lidt plads til fremtidige udvidelser – viste sig at holde stik. Allerede i 1930 kom de første planer om at bygge et nyt Rigshospital – men så kom krigen og besættelsen i vejen. I 1947 blev der igen nedsat en kommission, som i 1958 mundede ud i loven om udvidelse og ombygning af Rigshospitalet.

Så til forskel fra det gamle Frederiks Hospital fik det nye en relativt kort levetid: Allerede i 1960’erne begyndte nedrivningen af de ti centrale pavillonbygninger. Af pladshensyn var de dog fortsat i brug, mens ”det tredje Rigshospitals” nye, høje centralkompleks i 1965 begyndte at skyde i vejret der, hvor den smukke ”grønnegård” havde ligget.

I 2014 indledtes nedrivningen af de sidste, oprindelige rødstensbygninger, da H-bygningen og den slotsagtige fireetagers administrationsbygning, der engang havde rummet sygeplejerskeboligerne, måtte vige for den moderne Nordfløj, der ventes færdig i løbet af 2018.

Blad nummer: 

LITTERATUR

Hospitalstidende 1895:1084.

Ugeskr Læger 8. nov 1895:1053-9.

Ugeskr Læger 2. apr 2007:1322-4.